Clocks In My Place

:laugh4: rockfoto.nu What a shame they aren't bigger, because I think they're really amazing!! :wacky: I think you can buy them on the website in what size you want though... :thinking: There are 7 more pictures from that site. I'll put them in my next post.

I've got pressies for you! :D I didn't take them myself as I wasn't there (:(), but they're all from yesterday's concert at Roskilde Festival, Denmark. ...

Nice pictures, Roos. :) Thanks.

Chris Martin i forgrunden for Coldplay. Han var lige så begejstret som publikum. (Foto: Erling J.) Smuk afsked med Coldplay Louise Lauritsen "Det britiske stjerne-band Coldplay var sat til at sætte musikalsk punktum for dette års Roskilde Festival. Og den karismatiske forsanger Chris Martin lod fra scenen publikum forstå, at det ikke er nogen nem opgave. Med fire dages fest i kroppen på en søndag aften skal der noget ekstraordinært til at trække de sidste kræfter ud af publikum, så det var godt, at Coldplay virkelig er noget ekstraordinært. De hev simpelthen hit efter hit op af skuffen, flere i en moderne dansabel version, og det talstærke publikum foran Orange Scene takkede med taktfast applaus og højlydt fællessang. Se billederne fra koncerten herunder." :wacky: :blush: http://roskilde.lokalavisen.dk

COLDPLAY ROSKILDE FESTIVAL, ORANGE SCENE Søndag d. 05-07-2009 Anmeldt af Mikkel Elbech GAFFAs anmeldelse: 6 stjerner Læserne synes: 5,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer) "Majestætisk triumf lukkede Orange Scene Efter snart fire dages musikalsk bombardement fra alle vindens retninger kunne man fejlagtigt have antaget, at afslutningsfesten på Orange Scene ikke ville blive til det store tilløbsstykke. Men det blev det. Som det ellers har været tilfældet ved en stor del af festivalens øvrige navne, behøvede den hæderkronede, britiske kvartet ikke at spille en god håndfuld numre, før en anseelig menneskemængde havde samlet sig foran scenen. Helt fra start stod det forventningsfulde ocean klar, fast besluttet på at få den sidste store oplevelse med sig. Først dundrer der hiphop ud af højttalerne. Så overtager Strauss’ "An Der Schönen, Blauen Donau", der majestætisk markerer bandets entré på scenen. Den instrumentale "Life In Technicolor" tager over, mens bandet forvandles til gigantiske silhuetter bag det store, sorte stykke stof, der hænger ned over scenen. En ganske lang åbningsceremoni får sin slutning, da der for alvor sættes i gang med "Violet Hill", som med tung staccato losser endnu mere liv i det i forvejen sprællevende publikum. Bandet er ligeså tændt, og synergien mellem dem, der optræder, og de, der er tilhørere, er fra start optimal. På yderst forfriskende vis vælger Coldplay at bryde med den håbløst forudsigelige sætlisteformular, hvor der skydes med luftgevær de første to tredjedele af koncerten, for så at fyre kanonerne af til sidst. I stedet er det allertungeste skyts trukket helt frem i feltet, og en ualmindeligt effektiv trio bestående af "Clocks", "In My Place" og "Yellow" sætter publikum i så voldsom ekstase, at det ikke kan have været helt sundt for de allermest dedikerede. I førstnævnte inkorporerer den allestedsnærværende Chris Martin en diskret reference til "Our House", som tidligere på dagen vakte store jubel, da Madness leverede den på samme scene. Før "Yellow" påpeger Martin den smukke fuldmåne med den passende gule farve, inden et væld af balloner i samme farve strøs ud over publikum. Martin improviserer og snakker dansk Det er tydeligt, at bandet har glædet sig til aftenens koncert. Martin har lært sig en god bunke mere dansk end de fleste udenlandske musikere, der fortrinsvist nøjes med en variant af ordet "tak", hvis noget overhovedet. "Tak, tak, tak, alle sammen! Undskyld mit danske. Alle glade?", spørger han på overraskende lidt gebrokkent dansk. Han har dog for lidt tiltro til sine egne evner og agerer derfor også tolk for sig selv. Undervejs i numrene improviserer han flittigt og får dem til at handle om festivalen og dets publikum, med forståelig jubel til følge. Et af de fascinerende aspekter ved Coldplay er ikke bare det, at de er aldeles kyndige musikere og formår at levere et storslået show. Det er den legende lethed, det hele foregår med. Det er en fryd at bevidne improvisationen, ligesom kommunikationen med publikum også er fri for al stiv indstuderethed. Det giver et troværdigt indtryk af, at bandet i særdeleshed er mentalt til stede her og nu, og det løfter oplevelsen endnu højere op, end den ellers ville være blevet det. Efter en mesterlig version af "42" – hvor trommeslager Will Champion slår så hårdt, at man kommer i tvivl om, om han er klar over, at der trods alt er tændte mikrofoner i nærheden af ham – er det blevet tid til et forventeligt højdepunkt i form af "Fix You". Men forventningerne overgås. Mere overbevisende end man kunne have turdet håbe på, fører bandet publikum gennem det elegant strukturerede nummer, med mange tårer ned langs kinderne på mange af tilhørerne til følge. Lyden af et band på toppen "Strawberry Swing" følger, inden de fire medlemmer mødes på den forreste del af scenen, hvor en forfriskende hårdtpumpet udgave af "God Put A Smile Upon Your Face" leveres, inden Martin for en stund efterlades alene på scenen. Han fortæller publikum, at nu ville det være et godt tidspunkt at tage en lur, inden han sætter i gang med den nydelige klaverballade, "The Hardest Part". Snart slutter den, og han spørger retorisk, om folk er klar på det, der nu skal ske. Det er de. Forløsningens iver og glæde strømmer over publikum, og "Viva La Vida" cementerer sig sekund for sekund fast som et af de helt store øjeblikke i festivalens historie, mens konfetti indhyller de forreste tusinder af tilhørerne. Det er lyden af et band på toppen af sin karriere, der her lægges øre til. Der er ikke noget nostalgitrip, som ved landsfællerne fra Oasis og Madness. Kun en storhed, der imidlertid har en klang af tidløshed, som gør, at den sandsynligvis kun vil ældes med ynde. Med en veloverstået udgave af "Lost!" bevæger bandet sig ganske roligt ned i midterpassagen mellem de fire pits, for så at indtage en diskret lille scene midt i menneskehavet. På akustiske guitarer og ukulele fremføres "Green Eyes", inden Champion får lov at synge for på den yndige "Death Will Never Conquer". En Michael Jackson-hyldest udelader Coldplay heller ikke, og "Billie Jean" leveres med befriende lidt patos. I stedet gør Martin sit bedste for at efterligne Jacksons klassiske hyl og får ligeledes publikum til at prøve kræfter med den pudsigt svære kunst. Returløbet til scenen akkompagneres af et remix af "Viva La Vida", hvor publikum nok engang istemmer det karakteristiske kor. En exceptionelt effektiv udgave af "Politik" følges op af "Lovers In Japan", inden "Death And All His Friends" sætter et foreløbigt punktum for koncerten. Men ingen forventer selvsagt, at det allerede er slut her. Tilnærmelsesvist religiøst Og ganske rigtigt, ind på scenen træder kvartetten nok engang. Martin sætter sig ved tangenterne, og tænker man efter, er det ikke svært at gennemskue hvilken klassiker, Coldplay trods alt har valgt at gemme til sidst. Det såre simple, men endnu mere effektive klaverspil er undervejs, og lyden af "The Scientist" svømmer over en bjergtaget festivalplads. "Come up to Denmark / tell you I’m sorry / you don’t know how lovely you are", synger Martin i nok en improviseret tekst, inden han let og elegant spiller gennem sangen på en måde, der ingenlunde afslører, hvor mange gange han og hans medspillere har fremført den før. Finalen kommer i form af "Life In Technicolor II", der ganske vist ikke er mastodonthit, men alligevel formår den at slå en fornem og behagelig krølle på koncerten. Martin siger nok engang dybfølt og ærbødigt tak, og Coldplay forlader scenen, mens en båndet udgave af "The Escapist" stilfærdigt spilles for publikum, idet der trækkes mod udgangene. Det, Coldplay har formået at danne rammen omkring ved denne koncert, ligger ikke milevidt fra noget, man kunne kalde religiøst. Af den bedre slags, forstås. Den slags, hvor det, der hyldes, rent faktisk er noget beviseligt og eksisterende. Og her menes ikke Coldplay i sig selv; nok er Chris Martin en talentfuld herre med en beundringsværdig skaberkraft, men ligefrem en gud er han trods alt ikke. I stedet menes der den glæde og det fredsbetonede fællesskab, der opstår, når smagsskel eksploderer og harmonisk samstemmighed opstår. Når så mange mennesker kan nyde så stor enighed om noget, og det så oven i købet ikke ansporer til destruktivitet i nogen grad eller form, så er det fordi, der bevidnes noget, hvor helheden i dén grad er større end summen af sine dele. Så hvis nogen skal hyldes af masserne, så lad det i det mindste være dem, der vækker så megen glæde og indlevelse, som man denne aften kunne bevidne." GAFFA.dk

http://galleri.tv2.dk/index.php/category-Nyhederne/id-23500407/page-1.html http://galleri.tv2.dk/index.php/category-Nyhederne/id-23500407/page-2.html http://galleri.tv2.dk/index.php/category-Nyhederne/id-23500407/page-3.html http://galleri.tv2.dk/index.php/category-Nyhederne/id-23500407/page-4.html http://galleri.tv2.dk/index.php/category-Nyhederne/id-23500407/page-5.html http://galleri.tv2.dk/index.php/category-Nyhederne/id-23500407/page-6.html http://galleri.tv2.dk/index.php/category-Nyhederne/id-23500407/page-7.html http://galleri.tv2.dk/index.php/category-Nyhederne/id-23500407/page-8.html Photo: Gert Garmund From http://galleri.tv2.dk

They really are! :stunned: Plus Chris looks soooooooo good! :wacky: You're welcome. ;)

:wacky: rockfoto.net

:laugh4: rockfoto.nu What a shame they aren't bigger, because I think they're really amazing!! :wacky: I think you can buy them on the website in what size you want though... :thinking: There are 7 more pictures. I'll put them in my next post.

from jokkedk

(beautiful picture :heart:) from Audiotist

"Coldplay – lyden der blev væk Morten Sternberg | 6. juli 2009 | Kunstner Coldplay Event Coldplay (UK) Spillested Orange, Roskilde Festival Dato I går Hvad der på papiret tegnede til at blive årets brag af et fællesskrål foran Orange Scene, blev i stedet til en forsigtig hvisken, da nogen åbenbart havde besluttet, at halvdelen af publikum skulle spares for at tage ørepropperne op af lommen. Gemt væk bag en mixerpult må der sidde en lydmand med en meget flov smag i munden. Som en flok fugl fønixer havde over 50.000 festivalgæster ellers rejst sig fra aske, tømmermænd og dåsemad for at tage del i årets sidste store fest. Coldplay leverede varen til topkarakter og serverede en perfekt kombination af følsomhed og fællessang. Alt bundet sammen af en Chris Martin i topform, der med et imponerende kondital spænede rundt med den rette dosering af rockstjerneaura og kejtethed. At briterne har melodierne til stadionrock kan ikke diskuteres. At de så ikke er udstyret med en dræbende brod, er af mindre betydning, når de leveres i levende live end på plade. For det er her deres potentiale virkelig kommer til sin ret. Sange som 'Viva La Vida', 'In My Place' og 'Now My Feet Won't Touch the Ground' er med deres råbekor skabt til at brøles af tusindvis af stemmer på samme tid. Et sted mellem Coldplays toppræstation og lydmandens skod ditto landede en koncert, der kunne have været den perfekte forløsning på en stor festival, men forbandet nok druknede i lyden, der blev væk." http://www.soundvenue.com

"Søndag lukkede festivalen med blandt andre britiske Coldplay på Orange scene. Foto: Ditte Valente" http://berlingske.dk Translation: Sunday closed the festival with amongst others the british Coldplay at Orange Scene. Photo: Ditte Valente

"Coldplay svigtet af Roskilde Foto: Mikkel Møller Jørgensen 3 af 6 stjerner Den britiske kvartet var i overdådigt spillehumør, men blev ladt i stikken af lydniveauet. Af Jeppe Krogsgaard Christensen Mandag den 6. juli 2009, 06:36 Der stod man så for sidste gang i år. Med støvet prikkende i huden, med værkende ben, med slidte øregange og med fire dages minder, som løb over med sange, scener og bands. Træt ind til benet og med lyst til alt andet end endnu en seance på det knastørre, nedtrådte græs foran den hårdt prøvede Orange Scene. Men så blændede lyset atter engang op, og hænderne begyndte helt af sig selv at klappe, imens piften og tilråb gav genlyd i den kølige sommerluft. Så meldte den sfæriske og sværmeriske intro til »Life In Technicolor« sig, og med ét var der intet sted i verden, man hellere ville være end lige præcis dér. I selskab med Coldplay. Midt på verdens bedste festival, hvor der er god plads til drømme, druk og et uforholdsmæssigt stort forbrug af musik. Vigende volumen Og da den dramatisk svungne »Violet Hill« fulgte og siden blev afløst af den sugende smukke »Clocks«, ja, så lignede det en koncert af den slags, som brænder sig fast på sjælens inderside og bliver siddende som et magisk minde. Ikke bare et musikalsk et af slagsen, men også et visuelt. For Chris Martin flagrede vildt og vidunderligt med arme og ben og lignede en general fra »Alice I Eventyrland« i sin lidt for trange uniformsjakke med de blå, gule, grå og røde bånd. Men så satte frustrationen langsomt og ubarmhjertigt ind. For mestersange som »Yellow«, »Lost!« og »Viva La Vida« blev sendt ud over pladsen i et lydniveau, som var så lavt, at publikum tyssede på hinanden i et forgæves forsøg på at leve sig ind i musikken. En fjern hvisken Helt fatalt var det imidlertid, da Chris Martin og hans tre bandkolleger bevægede sig ud midt på pladsen, hvor et beskedent podie var opstillet. Her var det så meningen, at de skulle give et akustisk sæt i sættet, men anslagene på guitarer og mandolin nåede bare aldrig at blive til andet end hvisken i publikums ører. De højttalertårne, som stod midt på plænen, blev tilsyneladende aldrig tændt, og den primære lydkilde var således at finde helt oppe ved scenen. Og det kan meget vel være, at tilhørerne på de forreste 20-30 meter havde en forrygende aften, men for alle os andre, blev det aldrig den sublime oplevelse, de første 10 minutter havde lagt op til. Ømme fødder Så pokkers ærgerligt i stedet at skulle nøjes med en halvgod og frygtelig frustrerende koncert, når det nu var så åbenlyst, at Coldplay var kommet for at spille sig ind i sjælen på hver evig eneste festivaltrætte sjæl. Men den slags kræver selvsagt lyd. Ikke af tinnitusstyrke, men høj nok til at kunne mærkes i brystet og på den støvprikkende hud. Uden dét er selvforglemmelsen ikke mulig, og uden dét trænger trætheden og de ømme fødder sig på. Og som det ellers så velstrukturerede sæt skred frem, blev det bare værre og værre.Uden at Coldplay selv kunne gøre for det. Forbandet." http://berlingske.dk

Yeah, sorry. :confused: My internet is f*cked up. It couldn't load coldplaying. There's more to come. :)

dp

dp

dp

Coldplays overlegne melodiske instinkt fik forenet et ellers uhomogent Roskilde-publikum, der genlød som en gigantisk og organisk jukeboks af fællessang. Foto: Valdemar Jørgensen. Coldplay (Orange Scene, søndag aften) Af ANDERS HOUMØLLER THOMSEN Offentliggjort 06.07.09 kl. 00:19 De er fortsat Radiohead Light, men Coldplay gav noget nær den bedste fællesskab-forløsende finale, man kunne ønske sig på Roskilde Festival 2009. Coldplay Bandet blev dannet i London, England, i 1998. Består af Chris Martin (vokal, keyboards, guitar), Jonny Buckland (guitar), Guy Berryman (bas) og Will Champion (trommer). Coldplay åbner sin kommende Europa-turné søndag den 16. august i Herning. Coldplay Orange Scene Søndag aften Det er forunderligt at have været vidne til Coldplays koncert i Vega tilbage i 2000 – og så nu overvære bandet runde Roskilde Festivalen af som absolut topnavn. En herre-udfordring, som gruppen søndag aften tog op med top-professionel ansvarsfølelse. Alt er sket for gruppen siden debutalbummet udkom ved årtusindeskiftet: Coldplay har i en årrække formået at holde sin position som et af verdens største rocknavne, men det har kostet knubs og hård hån. Den lidt frelste sanger Chris Martin er blevet oplagt skydeskive for syrlig kritik af bandets stildannende klynkerock, og Coldplay har været på kanten af opløsning. Al modgangen betød nul og niks, da en heftigt tændt Martin og band på Orange Scene fra begyndelsen improviserede en syngende hilsen til publikum: ”Er det rigtigt, at Roskilde laver mere larm end alle andre festivaler?” Svaret tydede på det, for reaktionen var et kæmpebrøl - trukket ud af de sidste energikilder fra et utrætteligt publikum. Syng-med-finale Den slags emotionelt overvældende øjeblikke er Coldplay mesterlige i at iscenesætte. Chris Martin har nærmest kreeret smukke ballader på samlebånd siden ”Parachutes”-debuten i 2000, og intime syng-med-mirakler som ”Fix You”, ”In My Place”, ”The Scientist”, ”Viva La Vida” og ”Yellow” transformerede det søndags-matte publikum foran Orange Scene til en gigantisk og organisk jukeboks af fællessang. Apropos sidstnævnte nummer er der trods alt ingen grund til at blive gul af misundelse over Chris Martins lyrik, hvis man selv er håbefuld singer/songwriter-poet. For samtlige Coldplay-album har sine eksempler på tåget sangskrivning, hvor den står på enten diffust eller banalt tankegods. Dette er Coldplays store begrænsning, som i sig selv henviser gruppen til en position som en slags Radiohead Light, men englændernes to seneste album ”X&Y” (2005) og ”Viva La Vida or Death and all his Friends” (2008) er også smukke bevis på, at gruppen har ihærdig vilje og sund ambition om at vokse kunstnerisk. Ud af hyggekrogen Det sker først og fremmest i form af sindrige og sanselige rock-arrangementer, og dem formåede Coldplay at holde styr på også i live-udgaven. En ny sang som ”Viva La Vida” fik lov til at beholde sin prægtige stryger-ledsagelse langt fra vammel Hollywood-omklamring. Et godt eksempel på, at Coldplay har udviklet sig fra en tryg hyggekrog af stormelodisk tuderock til fabulerende og spiselig musik, der emmer af både livsforundring og nysgerrighed. Når det rigtig kører for det engelske ensemble, behøver Chris Martin og det velspillende band da heller ikke bukke for nogen: ”The Hardest Part” lød på Roskilde som en guldrandet klassiker med skønne indbyggede harmonier til prikkende gåsehud: Hørt under Roskildes flossede nattehimmel i festivalens døende timer var det en helt basal hjerte-åbner, der skriger på en retfærdig kæmpe-krammer. Få bands kan formilde, betvinge og til sidst forføre den vilde diversitet af musikfans forsamlet foran Orange Scene. Coldplay kan – og det gjorde de søndag aften, så livets farver trådte lidt klarere frem. Don't Look Back in Anger En fællesskabs-forløsende afrunding af en Roskilde Festival, som hørt med mine ører skuffede, når det gjaldt om at præsentere helt nye talentfulde bands. Men som holdt niveauet med de mellemstore - allerede nogenlunde etablerede – navne. Og så havde festivalen ikke mindst en meget heldig hånd, når det gjaldt om at plukke bands/solister, som kunne gøre det ud for den store fællesnævner-oplevelse: Bl.a. Pet Shop Boys, Oasis, Trentemøller, Mew, Malk De Koijn – og lad os ikke glemme: Coldplay." http://jp.dk

"Tro, håb og Coldplay Sympatisk farvel for i år fra Chris Martins fredsstyrke, der nænsomt spillede festivalfolket hjem med 100 godhjertede minutter 00:16 - 06. jul. 2009 | Thomas Treo Chris Martin fra Coldplay sang positive vibrationer gennem et kæmpemæssigt publikum ved lukketid. (Foto: Thomas Lekfeldt) ROSKILDE FESTIVAL (ekstrabladet.dk): Kort før Coldplay sent her til aften lukkede Bedømmelse: Coldplay, Roskilde Festival, Orange, søndag 5. juli. Coldplay spiller i Herning 16. august Chris Martin - med hånden på hjertet... (Foto: Thomas Lekfeldt) Coldplay + folket = fællesskab. (Foto: Thomas Lekfeldt) årets Roskilde Festival ytrede nobelprisvinderen Dr. Yunus velmenende almindeligheder i sin tale, og onde tunger vil nok påstå, at det engelske popband er blevet populære på det samme. Ikke desto mindre virkede elskværdigheden helt efter hensigten, da Coldplay glødede i skumringen foran et taknemmeligt kæmpepublikum, der spejlede gruppens positive vibrationer tilbage i rampelyset, hvor Chris Martin smilede som en lottovinder på lykkepiller. ’Violet Hill', ’In My Place’ og ’Fix You’ fik fællessangen til at brede sig, og under ’Yellow’ antændte Coldplay naturligvis hverken flammekastere eller krudtrøg - nej, de sendte selvfølgelig gule balloner op over Orange. Græd af glæde Da tøserne på første række blev vist på storskærmene, mens de græd af glæde, forventede man egentlig, at Martin farede ned med nystrøgede lommetørklæder. I stedet løb han ud på såkaldte intimscener, hvor Coldplay gik noget kolde i techno-baskende og akustiske sekvenser, som dog blandt andet indeholdt en fin fortolkning af Michael Jacksons ’Billie Jean’. Coldplay er et af verdens største bands, de er dog ikke blandt de bedste, men de er muligvis det mest sympatiske, og den slags var lige, hvad folket trængte til som en fredelig afslutning på en fordragelig festival." http://ekstrabladet.dk

Chris Martin og Coldplay slukkede og lukkede på Orange Scene. (Foto: Torben Christensen) "De lagde Roskilde i seng Tæt på rigtig varme Coldplay (4/6) KASPER VEDSMAND - Mandag den 6. juli 2009, 02:08 De engelske klynkerockere var kun lidt volumen og en anelse vildskab fra at lægge Orange Scene perfekt i seng. Klynk mig en flod. Græd mig en ordentlig balje melankolske tårer. Verdensherskerne af klynkerocken – engelske Coldplay – lagde søndag aften Roskilde Festival 2009 i seng. Desværre endte det der ellers til en start stank så dejlig beskidt af en allerhelvedes fest med en sagte ”åh-åh”-hvisken. Efter gyldne momenter, hvor Orange Scene blandt andet skiftede farve til giganthittet ”Yellow”, fes luften pludselig ud af de gigantiske gule balloner, der blev blæst ud over et tårevæddet (jo, de græd sgu derude på dyrskuepladsen!) publikum. For hvor pokker forsvandt lyden dog hen, da tempoet blev sat ned, og de til tider lidt for pæne, lidt for renskurede og - for et ægte rock’n’roll-dyr - lidt for trivielle kompositioner kom på banen? Den karismatiske, ledløse vingummi-charmør, forsanger Chris Martin, havde endda selv forklaret til publikum, hvor vanskelig en tjans det er at lukke en stor festival. Så hjælper det altså ikke, at spare på det der rigtig kan rive og ruske de sidste kræfter ud af en flok solskoldede og godt møre festivalkrigere. Lidt mindre lejrbål og lidt mere vildskab næste gang, tak. Heldigvis blev Coldplay reddet af en perlerække af de aldeles fremragende sange, der ligger og hygger sig på supergruppens skæring fra 2008, ”Viva la Vida or Death and All His Friends”. Både titelnummeret samt den uimodståelige ”Lost!” er 100 gange mere effektfuld end de kaskader af konfettistorme Coldplay lod regne ned over masserne. Og selvom især Coldplays akkustiste afdeling manglede volume, blev den løftet af gruppens fine hyldest til Michael Jackson. Med ”Billie Jean” sunget op mod den sorte sommerhimmel tog Coldplay en – trods alt – varm afsked med dette års Roskilde Festival. Faktaboks Roskilde-anmeldelse Band: Coldplay Spillested: Orange Scene Tid: Søndag 22:00" http://www.bt.dk

Moblog mms - 05.07.2009-22:44 Coldplay peger på månen, synger hittet 'Yellow' og vupti: gule bolde over publikum! mms - 05.07.2009-22:40 Forsanger Chris Martin fletter et par linjer fra Madness-sangen Our House ind i deres egen. mms - 05.07.2009-22:14 Man skal passe på hinanden. Det kan Coldplay ikke sige bedre selv. De går på om lidt. mms - 05.07.2009-22:13 Så er Coldplay i gang - folk er vilde. Bandet er klædt i gamle uniformer som de plejer. mms - 05.07.2009-22:09 Et medlem af Roskilde-teamet danser på Orange Scene til tonerne af sidste års festivalstjerne Jay-Z. http://dr.dk/roskilde ---- Translation to come later. :)

Foto: Torben Christensen © Scanpix "Coldplay: Glem alt om Oasis Orange Scene, søndag aften Bare fordi begge bands er britiske, så behøver de jo ikke at ligne hinanden. Men det var nu alligevel som om, at man glemte absolut alt om Oasis, da Coldplay gik lidt forsinket på scenen søndag aften. For modsat Oasis, der spillede samme sted fredag aften, så pyntede Coldplay på egne sange og forsanger Chris Martin hoppede rundt som en gal. Intet stod stille hverken på eller foran Orange Scene. Mens Oasis var forudsigelige og lige ud ad landevejen, lød Chris Martin og kompagni sjældent helt som på sine studiealbums. Der blev leget. Når det ikke var fællessang fra det skrålende publikum, så imponerede de fire musikere blandt andet med en hårdtpumpende version af "God Put a Smile Upon Your Face" og en akustisk udgave af Michael Jackson-hittet "Billie Jean". Charmetrold uden poltik Modsat hvad man kunne forvente, havde forsanger Chris Martin pakket de politiske budskaber væk. Tilbage var derfor kun musikken - og det var rart. I stedet kastede den charmerende og hoppende forsanger sig ud i danske sætninger og flettede flere gange linjer om Roskilde og det "fantastiske publikum" ind i sangteksterne. Det kunne have været kvalmt, men det blev det aldrig. Og ja, publikum lappede det hele i sig - men det tro da pokker. For Coldplay talte til os og kom ud over rampen. Bogstavlig talt faktisk. Bandet leverede kort sagt den stadionkoncert, som hverken Oasis eller noget andet band har formået at give Roskilde dette år." http://www.dr.dk/Musik/roskildefestival/Anmeldelser/2009/0705184827.htm ---- I might translate it later.

:( My sister's 30 years b-day party was yesterday and my friend's 18th after that. My mum forbid me to go to Roskilde Festival, even for a day. :cry: Plus I live on an island, so I couldn't just go by train. Roos(Anne) decided to go last minuit. She even asked me yesterday if I wanted to go "with" her. :\

Typically Chris. :smiley: