The colours on those are amazing :stunned:

 

Thanks :D

The colours on those are amazing :stunned:

 

Thanks :D

 

They really are! :stunned: Plus Chris looks soooooooo good! :wacky:

 

You're welcome. ;)

http://galleri.tv2.dk/index.php/category-Nyhederne/id-23500407/page-1.html

http://galleri.tv2.dk/index.php/category-Nyhederne/id-23500407/page-2.html

http://galleri.tv2.dk/index.php/category-Nyhederne/id-23500407/page-3.html

http://galleri.tv2.dk/index.php/category-Nyhederne/id-23500407/page-4.html

http://galleri.tv2.dk/index.php/category-Nyhederne/id-23500407/page-5.html

http://galleri.tv2.dk/index.php/category-Nyhederne/id-23500407/page-6.html

http://galleri.tv2.dk/index.php/category-Nyhederne/id-23500407/page-7.html

http://galleri.tv2.dk/index.php/category-Nyhederne/id-23500407/page-8.html

Photo: Gert Garmund

From http://galleri.tv2.dk

COLDPLAY

ROSKILDE FESTIVAL, ORANGE SCENE

Søndag d. 05-07-2009

Anmeldt af Mikkel Elbech

GAFFAs anmeldelse: 6 stjerner

Læserne synes: 5,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)

 

"Majestætisk triumf lukkede Orange Scene

 

Efter snart fire dages musikalsk bombardement fra alle vindens retninger kunne man fejlagtigt have antaget, at afslutningsfesten på Orange Scene ikke ville blive til det store tilløbsstykke. Men det blev det. Som det ellers har været tilfældet ved en stor del af festivalens øvrige navne, behøvede den hæderkronede, britiske kvartet ikke at spille en god håndfuld numre, før en anseelig menneskemængde havde samlet sig foran scenen. Helt fra start stod det forventningsfulde ocean klar, fast besluttet på at få den sidste store oplevelse med sig.

 

Først dundrer der hiphop ud af højttalerne. Så overtager Strauss’ "An Der Schönen, Blauen Donau", der majestætisk markerer bandets entré på scenen. Den instrumentale "Life In Technicolor" tager over, mens bandet forvandles til gigantiske silhuetter bag det store, sorte stykke stof, der hænger ned over scenen. En ganske lang åbningsceremoni får sin slutning, da der for alvor sættes i gang med "Violet Hill", som med tung staccato losser endnu mere liv i det i forvejen sprællevende publikum. Bandet er ligeså tændt, og synergien mellem dem, der optræder, og de, der er tilhørere, er fra start optimal.

 

På yderst forfriskende vis vælger Coldplay at bryde med den håbløst forudsigelige sætlisteformular, hvor der skydes med luftgevær de første to tredjedele af koncerten, for så at fyre kanonerne af til sidst. I stedet er det allertungeste skyts trukket helt frem i feltet, og en ualmindeligt effektiv trio bestående af "Clocks", "In My Place" og "Yellow" sætter publikum i så voldsom ekstase, at det ikke kan have været helt sundt for de allermest dedikerede. I førstnævnte inkorporerer den allestedsnærværende Chris Martin en diskret reference til "Our House", som tidligere på dagen vakte store jubel, da Madness leverede den på samme scene. Før "Yellow" påpeger Martin den smukke fuldmåne med den passende gule farve, inden et væld af balloner i samme farve strøs ud over publikum.

 

Martin improviserer og snakker dansk

Det er tydeligt, at bandet har glædet sig til aftenens koncert. Martin har lært sig en god bunke mere dansk end de fleste udenlandske musikere, der fortrinsvist nøjes med en variant af ordet "tak", hvis noget overhovedet. "Tak, tak, tak, alle sammen! Undskyld mit danske. Alle glade?", spørger han på overraskende lidt gebrokkent dansk. Han har dog for lidt tiltro til sine egne evner og agerer derfor også tolk for sig selv. Undervejs i numrene improviserer han flittigt og får dem til at handle om festivalen og dets publikum, med forståelig jubel til følge.

 

Et af de fascinerende aspekter ved Coldplay er ikke bare det, at de er aldeles kyndige musikere og formår at levere et storslået show. Det er den legende lethed, det hele foregår med. Det er en fryd at bevidne improvisationen, ligesom kommunikationen med publikum også er fri for al stiv indstuderethed. Det giver et troværdigt indtryk af, at bandet i særdeleshed er mentalt til stede her og nu, og det løfter oplevelsen endnu højere op, end den ellers ville være blevet det.

 

Efter en mesterlig version af "42" – hvor trommeslager Will Champion slår så hårdt, at man kommer i tvivl om, om han er klar over, at der trods alt er tændte mikrofoner i nærheden af ham – er det blevet tid til et forventeligt højdepunkt i form af "Fix You". Men forventningerne overgås. Mere overbevisende end man kunne have turdet håbe på, fører bandet publikum gennem det elegant strukturerede nummer, med mange tårer ned langs kinderne på mange af tilhørerne til følge.

 

Lyden af et band på toppen

"Strawberry Swing" følger, inden de fire medlemmer mødes på den forreste del af scenen, hvor en forfriskende hårdtpumpet udgave af "God Put A Smile Upon Your Face" leveres, inden Martin for en stund efterlades alene på scenen. Han fortæller publikum, at nu ville det være et godt tidspunkt at tage en lur, inden han sætter i gang med den nydelige klaverballade, "The Hardest Part". Snart slutter den, og han spørger retorisk, om folk er klar på det, der nu skal ske. Det er de.

 

Forløsningens iver og glæde strømmer over publikum, og "Viva La Vida" cementerer sig sekund for sekund fast som et af de helt store øjeblikke i festivalens historie, mens konfetti indhyller de forreste tusinder af tilhørerne. Det er lyden af et band på toppen af sin karriere, der her lægges øre til. Der er ikke noget nostalgitrip, som ved landsfællerne fra Oasis og Madness. Kun en storhed, der imidlertid har en klang af tidløshed, som gør, at den sandsynligvis kun vil ældes med ynde.

 

Med en veloverstået udgave af "Lost!" bevæger bandet sig ganske roligt ned i midterpassagen mellem de fire pits, for så at indtage en diskret lille scene midt i menneskehavet. På akustiske guitarer og ukulele fremføres "Green Eyes", inden Champion får lov at synge for på den yndige "Death Will Never Conquer". En Michael Jackson-hyldest udelader Coldplay heller ikke, og "Billie Jean" leveres med befriende lidt patos. I stedet gør Martin sit bedste for at efterligne Jacksons klassiske hyl og får ligeledes publikum til at prøve kræfter med den pudsigt svære kunst.

 

Returløbet til scenen akkompagneres af et remix af "Viva La Vida", hvor publikum nok engang istemmer det karakteristiske kor. En exceptionelt effektiv udgave af "Politik" følges op af "Lovers In Japan", inden "Death And All His Friends" sætter et foreløbigt punktum for koncerten. Men ingen forventer selvsagt, at det allerede er slut her.

 

Tilnærmelsesvist religiøst

Og ganske rigtigt, ind på scenen træder kvartetten nok engang. Martin sætter sig ved tangenterne, og tænker man efter, er det ikke svært at gennemskue hvilken klassiker, Coldplay trods alt har valgt at gemme til sidst. Det såre simple, men endnu mere effektive klaverspil er undervejs, og lyden af "The Scientist" svømmer over en bjergtaget festivalplads. "Come up to Denmark / tell you I’m sorry / you don’t know how lovely you are", synger Martin i nok en improviseret tekst, inden han let og elegant spiller gennem sangen på en måde, der ingenlunde afslører, hvor mange gange han og hans medspillere har fremført den før.

 

Finalen kommer i form af "Life In Technicolor II", der ganske vist ikke er mastodonthit, men alligevel formår den at slå en fornem og behagelig krølle på koncerten. Martin siger nok engang dybfølt og ærbødigt tak, og Coldplay forlader scenen, mens en båndet udgave af "The Escapist" stilfærdigt spilles for publikum, idet der trækkes mod udgangene.

 

Det, Coldplay har formået at danne rammen omkring ved denne koncert, ligger ikke milevidt fra noget, man kunne kalde religiøst. Af den bedre slags, forstås. Den slags, hvor det, der hyldes, rent faktisk er noget beviseligt og eksisterende. Og her menes ikke Coldplay i sig selv; nok er Chris Martin en talentfuld herre med en beundringsværdig skaberkraft, men ligefrem en gud er han trods alt ikke. I stedet menes der den glæde og det fredsbetonede fællesskab, der opstår, når smagsskel eksploderer og harmonisk samstemmighed opstår. Når så mange mennesker kan nyde så stor enighed om noget, og det så oven i købet ikke ansporer til destruktivitet i nogen grad eller form, så er det fordi, der bevidnes noget, hvor helheden i dén grad er større end summen af sine dele. Så hvis nogen skal hyldes af masserne, så lad det i det mindste være dem, der vækker så megen glæde og indlevelse, som man denne aften kunne bevidne."

 

GAFFA.dk

Chris Martin i forgrunden for Coldplay. Han var lige så begejstret som publikum. (Foto: Erling J.)

 

Smuk afsked med Coldplay

Louise Lauritsen

"Det britiske stjerne-band Coldplay var sat til at sætte musikalsk punktum for dette års Roskilde Festival. Og den karismatiske forsanger Chris Martin lod fra scenen publikum forstå, at det ikke er nogen nem opgave. Med fire dages fest i kroppen på en søndag aften skal der noget ekstraordinært til at trække de sidste kræfter ud af publikum, så det var godt, at Coldplay virkelig er noget ekstraordinært. De hev simpelthen hit efter hit op af skuffen, flere i en moderne dansabel version, og det talstærke publikum foran Orange Scene takkede med taktfast applaus og højlydt fællessang.

 

Se billederne fra koncerten herunder."

 

:wacky: :blush:

 

http://roskilde.lokalavisen.dk

Some pics I took at Roskilde yesterday:

 

Never seen this dragon costume before - Chris put it on during one of the songs (can't remember which song:embarassed:), but it was hilariuos!!

Woah ... :stunned:

 

The big ones of Chris are REALLY amazing :dead: :heart: :bomb:

 

Thanks for posting them :)

Nice pictures, Roos. :) Thanks.

Nice pictures, Roos. :) Thanks.

 

Unfortunately my camara is old and doesn't make sharp pics. :(

But wanted to share them anyway :smiley:.

Just use the motto 'Less is more'. :P Thank you for sharing them. It's better than nothing. :nice:

Yeah, good point - bad pictures are better than no pictures:wacko:.

You're welcome ;).

^Good point !

I'm a bit disappointed of my pics, I expected better, but I have some not that bad ;)

 

And Julie, the pics you posted are truly amazing ! The colors are superb !

Too bad they aren't bigger :\

This is the real setlist (I've just pm'ed it to Ian):

 

Life In Technicolor

Violet Hill

Clocks

In My Place

Yellow

Cemeteries Of London

42

Fix You

Strawberry Swing

God Put A Smile Upon Your Face (Partial Techno Remix)

Talk (Partial Techno Remix)

The Hardest Part (Chris Solo Piano) // Postcards from far away

Viva La Vida

Lost!

 

C-stage:

"Roskilde-song"

Green Eyes (acoustic)

Billie Jean (MJ cover)

Death Will Never Conquer (Acoustic, sung by Will)

Viva La Vida (Remix Interlude)

------

Politik

Lovers In Japan

Death And All His Friends

------

The Scientist

Life In Technicolor ii

The Escapist (Outro)

 

Thanks :nice:

First post updated including C-stage acoustic Billie Jean:

 

[ame=

&feature=player_embedded]

[/ame]

Great quality ! :stunned:

 

So they changed their tribute, because in Arras and Werchter, Chris played Billie Jean alone on the piano ;)

It's quite cool with the guitar too !

Yeah, was just Chris at Werchter too. Maybe that's what they were rehearsing in their dressing room :D

 

Great quality ! :stunned:

 

So they changed their tribute, because in Arras and Werchter, Chris played Billie Jean alone on the piano ;)

It's quite cool with the guitar too !

 

Yeah, and this time they played it at the C-stage. :nice:

Haha, sure Mich :P

 

Anyway I love EVERYTHING that's coming from them :nice:

But playing it all together at the C-stage was a pretty good idea !

haha, good point Mich. :D:D

 

It definitely was a good idea, except for the fact that I was missing them in the front while they were at the C-stage in the back!:(

Martin Rosenauer has put up his pictures (and they're bloody stunning). :dance: Rosenauer.dk

Go check them out!

Rosenauer.dk[/url]

Go check them out!

 

:stunned:

Holy ... They're just amazing.

Thumbs up for that Martin guy:wacky:.

Yeah, his pics are great. I found his site via gaffa.dk some months ago. At that time I saw his really great pics from the 2005 concert in Forum in Denmark, so this time I knew he'd take pictures, so I was just waiting for them. :nice:

Amazing concert! The atmosphere was simply unbelievable around the Orange Stage. Even after the concert, as most of the crowd was walking towards the Arena stage (where the very last late-night concert was to be played), many, including yours truly, were chanting "oh-oh-ooh-oh-ooooh-oh" (as in the Viva La Vida chant). Just a perfect end to an incredible festival.

Rosenauer.dk[/url]

Go check them out!

 

OMG :stunned:

They're just amazing!!

Too bad there's only a few ones.

Who is this guy by the way? (Rosenauer)

 

The last one, with Jonny smiling, is especially beautiful :)

Yeah, his pics are great. I found his site via gaffa.dk some months ago. At that time I saw his really great pics from the 2005 concert in Forum in Denmark, so this time I knew he'd take pictures, so I was just waiting for them. :nice:

Haha. That's so well thought out!:P Do you think he'll be in Herning too then? :thinking: I hope so, his pics are truly stunning.

 

Amazing concert! The atmosphere was simply unbelievable around the Orange Stage. Even after the concert, as most of the crowd was walking towards the Arena stage (where the very last late-night concert was to be played), many, including yours truly, were chanting "oh-oh-ooh-oh-ooooh-ooooh" (as in the Viva La Vida chant). Just a perfect end to an incredible festival.

 

Yeah, there was indeed a great atmosphere before and after the concert. :dance: